Livsleg
Hvis jeg var en helt, hvad ville du så være? Hvis livet er en leg, så vil jeg gerne være storesøsteren, moren, den hotte – kone, veninden og datteren, på samme tid. Også lidt en helt. I det daglige. Så legede vi at jeg var det hele, og du, du kunne være hvad du ville. Bare du så, at jeg var det hele på én gang. Er det kedeligt? Nå. Ja, den er nok lidt brugt. Den leg. Men det er ellers en fin leg, og der er mange kvinder i dennne verden der mestrer den. Legen. Livsleg. Vi kunne også sige, at vi havde en masse bolde, rød, gul, blå og grøn, og en masse pink og lilla blandet ind i det hele. Så kastede vi, og én efter én skulle de gribes. Helst lidt på samme tid. Uden at få dem i hovedet. Eller faldt på gulvet. For det virker nu så forkert ikke at gribe. Når vi nu leger. Og det skal være en god leg. Og når jeg nu så gerne vil være en helt. I vores leg. Hvad siger du? Er det en dum leg? Hm. Men der er nu så mange mennesker, kvinder, der leger den leg. Og jeg vil gerne lege med. Og være en helt. Hvis vi så legede, at jeg var en helt og lod boldene ligge, lod dem trille, så de kunne gøre hvad de ville, og jeg var dig, og du var mig, så kunne vi starte forfra, eller bare fra hvor vi slap en gang. I legen. Til her og nu. Lave reglerne lidt om. Og så sagde vi at du var min helt, og jeg var din. Virker det barnligt? Bare ærgerligt. Hellere det end at få dem i hovedet. Boldene. Og jeg vil nu så gerne være en helt. For nogen.
Mørk chokoladeuge
Dans mit barn og jeg vil lære dig om flødebollens kunst. Jeg danser med, så deler vi både creme og nougat til dessert. Hvis lysten er en danserinde må vi lære at føre hende. Give os hen, og kende til at styre. Nyde dansen med vished om der må være en pause. Mørk chokoladeuge. Hvad der i vore dage betragtes som en synd øver jeg mig i kun at finde nydelse ved. En flødebolle, frisk revet kokosmel og nougat i tern. Synden opstår først når nydelsen erstattes af mørk samvittighed. Det er ikke den bitre chokolade der trænger til syndsforladelse. Lede ved sig selv og åndedrætsbesvær bliver tegn på at det er så synd som tør marcipan. I et land hvor meget er tilladt har vi kun flødebollen tilbage. Som en synd. Fri os fra det onde. Thi dit er riget hvor jeg kan løbe en tur. Hvis gud gav menneskeheden kreativiteten og kakobønnen, lemmerne og pulsen må det vel kunne forenes. Mangel på at holde balancen i dansen må være den egentlige synd. Lidt fløde om dagen og en puls der kan mærkes. Dans min skat og du vil lære. At mangle et dansetrin så du glemmer at nyde takten kun er den virkelige synd.
Os med baby
Længe før jeg indtrådte i morland hørte jeg i krogene om en klub. Kun for mødre. Det lød lidt højrøvet og reserveret. Med overbærenhed, men med hvis utålmodighed, kunne jeg til nød acceptere at der fandtes en klub bag døren til fødegangen. Det anede mig at klubben bestod i viden om smerter og babyer. Bollespisende- adfærd og altopslugelige emner om børn. Og børn og børn. Hvilken klub. Som maven voksede meldte jeg mig dog ind i den lokale, uden tanke for andet end fremtidig hygge med hvidt brød og bløde babyer. På syvende måned kan jeg retteligt erklære mig for fuldgyldigt medlem af klubben. I daglig tale mødregruppen. Brød fortæres mens manden er på kontor, og kvinder og børn er blevet en del af min nye livsstil. Kvinder jeg ikke kendte sidder nu i min stue. Vi deler lidt af det hele, og langt fra alt. Vi kender ikke rigtig hinanden, men ved hvad den anden må være igennem. Stressen i sofaen, øjet der følger barnet, tankerne om manden, selvjustering af tanker om morrollen, idyllen, og tiden der gik for langsomt- og for hurtigt, på bare samme dag. Rammerne og manden er forskellig. Valget af indretning, økonomi og humør er aldrig rigtig det samme, men alligevel vælger vi at dukke op. For at snakke om børn, og på den måde også at snakke lidt om os selv. Lidt overbærenhed med ske, lidt medvind og lidt klap til hinanden. Børnene sammenlignes, til tider i smug, det er en del af klubbens tavse viden. Klubben skal gerne bæres af gode ord og lidt rare ord til hjemturen. Sådan er det med den nye klub jeg er kommet i, mødreklubben, kun for dem med babyer. Det er sgu lidt højrøvet. Men jeg håber sådan at dem uden babyer bærer over med os.
At komme i mål
De har stået på skuldrene af hinanden hele ugen. Undskyldningerne. Støt og roligt er de kravlet op, hjulpet hinanden lidt på vej. De har da svejet lidt, som undskyldninger nu gør i vinden, men trofast har de hjulpet hinanden til at blive stående. For ikke at gennemføre. Men i dag væltede de så. De mistede balancen, trillede ned af græsplænen fra dronningeslottet for at havne i Århusbugten. Tilbage stod tilfredsheden. Helt alene på den grønne plæne, mens resten af menneskemængden heppede og bøgetræerne sang i kor. Ikke over løbetiden eller distancen, og slet ikke over løbestilen, men mere over resultatet. At komme i mål til et løb. At gennemføre hvad jeg satte mig for og huske at opdage tilfredsheden når den dukker frem på en græsplæne. Huske at hægte den på skuldrene. For så står man så godt. Ingen svej her. Tilfredsheden trængte til noget målbart. Noget der kunne defineres som gennemført, i en tid hvor meget bliver gemt og glemt til i morgen, fordi undskyldninger er der massere af, men mest af alt fordi dagen som regel skal have en ende. Og man når det man når, og vi gør det så godt som vi kan. Men. Derfor er det nu fint på en dag som denne at løbe over en målstreg og gemme mindet til næste uge. Op på skuldrene bliver det hægtet på, tilfredsheden, det bærer sig selv, ingen anstrengelse. En ny uge kan begynde.
Når verdenen vokser
Mor med mere og slidte knæ på de nye jeans. Allerede. Vi kravler hjemme hos os. Og skider. Begge dele gør vi meget. Nogle af os på samme tid. Livet er godt nede på gulvet med barnet og i de dyre bukser. Følg mig siger blenumsen. Fra side til side det går. Følg mig mor. Jeg kommer min skat, bukserne skal bare lige følge med, strækkes du ved. Til mig, din mor. Strækkes til denne, vores lille, din store verden. Stuen med alle vidderne. Det ægte tæppe, stepperne og højderne. Sofaen, hvilket bjerg, hvilken udfordring. Vi dyster. Hun er modigst. Godt min pige! Videre det går! Åh tak. Hun kigger sig tilbage. Vi er først lige begyndt. Hun vil stadig have mig med. Gemmer øjeblikket på fil, til senere, aldrig til at slette. Det lagres til teenageår og jordomrejsen. Tak skat. Verdenen bliver så stor lige her i vores stue.
Fjer til skridt
En æra er begyndt. Barnet sover bag tremmer og lyserøde gardiner. På eget værelse og langt fra min puls. Fra mine øjne og hænder. Tiden er begyndt. Dén hvor barnet altid er et skridt foran moren. Altid lidt mere parat end moren. Det er min opgave. Den fornemmeste jeg får skænket i dette liv. At sende hende godt på vej til altid at være klar til at være et skridt foran mig. En fjer for hvert åndedrag, så mange kan blive til fler`til hendes vinger. Det er min opgave, sammen med faren, ikke at plukke, men nænsomt og strategisk, og måske med usikker mine, at sende barnet på vej. Fjer skal du have min skat. Vi starter med egen seng og egne vægge. Små skridt for naboen. Kæmpe skridt for mig. Moren.
Bob og mig
Bob Marley er med mig i baren. Sidder på højstol med overblik. Koncentrerer mig for ikke at vrikke, som jeg sidder der i vinbaren for mig selv. For kan man nu det, siger pigen med de lyserøde kinder, alene i byen og vrikke? Selvfølgelig kan man det, siger konen med sikker mine og paté i mundvigen. Jeg spiser i baren og drikker sød ananas og grape til. Bob Marley synger om kærlighed for to- måske for tre. Nu vrikker jeg snart, til søde dråber og Bobs sjove tobak. Tænk at være høj på tobak. Har aldrig prøvet det, mon det stadig kan nås, indskyder teenageren, aldrig i livet, ananas ved man hvad er, siger moren. Den voksne, konen vrikker snart på stolen. Bob killer i nakken. Selvsikkert og pinligt. Alene på en barstol og et barpersonale der flirter på den søde måde. Jeg er så meget storesøsteren i baren. Skide være med det. At sidde alene og fedte med artiskokhjerter og saltet brød i rigelige mængder. Yes! Stand up for your life. Tak Bob M. Det gør jeg. På vinbar med mig selv og selvsikkerhed på kinderne. Det skal prøves. Det er godt.
Hjerteslag
Imens jeg håber på barnet vil sove lidt mere, så lytter jeg. Jeg lytter om natten, morgen og dag. Mine ører er som en radar, de kan klø i nervehulen af at lytte med hver en fiber. For at lytte til barnets åndedræt kræver man selv kan holde vejret. Sekunderne før man hører de små suk og udåndinger sætter tiden i stå. Bekymringen kan så let overhale fornuften som man står der med hovedet tæt på barnet. Uden at røre og uden en lyd, og næsten uden at trække vejret selv, så lytter man. Man venter på tegn. Barnets vejrtrækning og hjerteslag. Fornuften ved det godt. Opdrager lidt på sig selv, slap nu af, og til selskaber underholder man med sig selv. Hvor fjollet man er med hovedet helt nede i vognen og flere gange i træk. Tænk en gang at lytte efter åndedrag. Med ironisk distance griner man af sig selv og af de gange man har hovedet nede i en barnevogn, vugge eller seng, kun for at høre sit barn puste ud og trække vejret ind. Men jeg ved det godt. Som sekunderne går tæt på barnets bryst. Det er dødeligt alvor. Livskilden til glæden og alt hvad jeg pludselig tror på ligger i den barnevogn. Frygten blev sået allerede ved første lægebesøg. Af pjecer før barnet endnu blev født. Sætninger hvor vugge og død er blevet nærlæst som et emne der hører med til det nye liv. Det er blevet en faktor man skal leve med og et symbol på den alvor jeg i løbet af dagen lægger øre til. Så jeg må lytte. Efter liv, og dét samtidig med at jeg håber på hun nu bare vil sove lidt mere.
En glad klub
Det er ikke fordi, at jeg ikke ved at jeg er genert, jeg glemmer det bare nogen gange. Derfor har jeg stået på storscenen med en nylonstrømpe over hovedet imens jeg dansede i takt til space invaders. Rystet min røv, ude at takt, til afrikanske toner og fremmede mennesker der så på. Men det kommer bag på mig da genertheden dukker frem denne aften. Hihihihihi, min sidemand overdøver mine grineforsøg. Hohohohoho, hænderne på maven og ryggen kastes tilbage. Jeg forsøger at lyde som en julemand. I en rundkreds, og imens genertheden tager form. Jeg er i latterklub. Min mor solgte oprindeligt ideen som latteryoga. Jeg har sågar yogabukserne i tasken. Men nej, det er en klub. Hehehehehe, jeg ser mig selv oppe fra og ned. Jeg går rundt blandt fremmede mennesker og lyder som en pingvin der griner hysterisk. Alle de andre i klubben gør det heldigvis også. Det er hvis meningen man skal være til grin. Mine kinder lyser rødt. Der er kun gået et kvarter, og jeg har grinet siden opvarmningen. Af mig selv, min mor og af ham der står overfor. Fake it till you make it. En rigtig klub har også et slogan. En tirsdag aften og et slogan der virker. Præsidenten, jep, det kalder de ham, får mig til at grine som et barn. Uden hæmninger, uden kontrol og uden tanke. Efter halvanden time er jeg ør i hovedet. Øm i kæberne, og varm som efter en dans der har varet til det sidste. Jeg er vist stadig genert da jeg går derfra. Men nu er jeg da et medlem. Et meget glad medlem.
Forårsdag
Opmærksomhed. Klik klik, min lommelygte trænger til batterier denne morgen. Min lyskegle trænger til skarphed. Lys til det der giver liv. Lidt mere bas, lidt mere tromme, men så kommer det. Guitarspil. Anne Linnet træder ind på mit køkkenbord og synger om at tiden tæller hjertets slag. Hun synger om en forårsdag der er lige uden for. Ude på min terrasse. Lyset bliver skarpere jo højere jeg skruer op for hendes stemme. Og ja Anne Linnnet. Jeg ved det godt aller inderst inde. Jeg har fået en slags diagnose på mig. Ikke som i psykiatri og politisk ideal, mere som i selvindsigt og opmærksomhed. Mit hjerte blafrer let. Det er fordi det står helt åbent og frit. Jeg har lært det på den trættende måde, når jeg også mærker at det lukker sig let. Bilka kan gøre det ved det. Folk der tramper over mig uden at se mine grænsepæle. En rynke i panden, sygdom og frygt. Jeg bilder mig ikke ind at jeg er anderledes end så mange andre. Det er bare den slags viden der god at have med sig ud. Ud i verden. Så det åbne hjerte, altid på udkig efter skønhed, kan få lov til at være åbent uden vagtsomme øjne. Det svinder på en forårsdag. Anne Linnet, en af de slags hverdagshelte der kan bruges til morgener når hjertet må holdes åbent. Lukker det sig af træthed og små krummer på køkkenbordet er der så gruelig meget at gå glip af. Så banalt, så basalt, en forårsdag.